Biokul bliver rullet frem i medierne af forskere og store organisationer. Når man tænker på, hvor lidt opmærksomhed humus, og de 56 % kulstof der findes i humus, får, så er det meget tankevækkende at se, hvordan biokul kan gøre politikere, Seges og journalister helt kåde. “Der kan lagres millioner af tons kulstof i jorden og det kan blive et eksporteventyr for Danmark” bliver der sagt. Senest har CIP-Fonden meldt sig i koret af biokultilhængere.
Humus giver nøjagtigt de samme fordele plus en hel del flere, men denne løsning kan ikke få samme opmærksomhed. Og guderne skal vide, at jeg og andre har prøvet.
Biokul er fupkul. Et fupnummer og ønsketænkning. Så hvorfor er biokul blevet promoveret som en klimaløsning?
Årsagen er nok, at Seges og store kommercielle interesser endnu engang har lugtet statsmidler og statsstøtte, de ser en åbning til at slå mønt på politikernes håb om grønne løsninger. Det yderligere uldne i dette felt er dog, at også forskerne på Århus Universitetet og andet steds ikke virker til at have upartiske og objektive holdninger. De forskningsmidler fra finansloven, som der allerede kan hentes på forskning i biokul er ca. 200 millioner kroner. Det synes at få interessen til at fænge.
Det her indlæg dissekerer baggrunden for biokul og dens fysiologiske potentiale for landbrugsjorden, så en eventuel nysgerrig læser har mulighed for at lave sin egen saglige vurdering af dette kommende vidundermiddel.
Hvad er egentlig biokul?
Biokul er pyrolyseret biomasse, hvor alt gassen i det organiske materiale er forgasset, så kun kulstofdelen er tilbage. Biokul er altså rent kulstof uden andre forbindelser som oxygen og hydrogen. Det er vigtigt at forstå, at al biomasse består af kulstofforbindelser, hvor især oxygen og hydrogen udgør en stor del af vægten. Når man så fjerner brint og ilt ved pyrolyse, så har man kun kulstoffet tilbage (og så en mindre mineralsk andel).
Idet den rene kulstof er tilbage, så er der ikke noget at spise for bakterier og svampe. Bakterier og svampe lever af kulstofforbindelser (kulhydrater, proteiner) og ikke rent kulstof. Biokul er derfor ekstremt inært, idet der ikke er noget, der vil spise det.
Det er på den ene side forskernes argument for, at biokul sikrer kulstoflagringen i mange år. På den anden side betyder det, at jorden ikke tilføres noget at leve af. Hvor halmresten på marken faktisk bidrager til flere insekter og dermed fugle og biodiversitet, samt bakterier og svampe og orme, så vil kulstofresten fra pyrolyseret halm ikke bidrage til jordens økosystem af liv. Al den energi i halmen, der bliver til liv ude i jorden og over jorden, den har man netop fjernet ved pyrolyse. Så forskerne formår simpelthen at overse hele det økosystem af insekter og fugle, som hviler på, at der er en halmrest på marken. Prøv for eksempel at se tilgangen i CA, hvor halm er et essentielt middel til jordforbedring. https://frdk.dk
I stedet for at lade halmen ligge på marken og blive til liv i jorden samt humus, så foreslår forskerne, at køre halmen væk til et pyrolyseanlæg og så føre den døde kulstofrest tilbage til marken. Dette kulstof vil aldrig blive en del af den vigtige jordstruktur, for humus er et restprodukt fra bakterier og svampe og biokul er netop ikke noget disse nyttedyr kan spise.
Samtidig overser forskerne, at kulstoffet i humus er stabilt så længe jorden ikke forstyrres for meget.
Forskellen på kulstof og humus ses tydeligt i vores målemetode. I vores målemetode foretager vi også en pyrolyse og har dermed kun kulstofandelen i humus tilbage. Det der ville svare til biokul ser man i det midterste glas, hvor strukturen er fuldstændig forandret. Humus kan du dyrke i, du ønsker ikke at dyrke noget i det midterste glas.
Se vores intro video her
Forskerne kalder biokul for en “dark horse” i klimadebatten. Det er virkelig noget vås, og det er på mange måder sørgeligt, at vores intellektuelle ikke har mere indsigt og integritet. https://dm.dk/bio/artikler/alle-artikler/klima/biokul-er-en-dark-horse-i-klimadebatten/
Forskellen mellem kul og biokul?
Vi har foretaget en analyse af biokul fra Seges med vores analysemetode. De resultater kan man se nedenfor. De viser, at der stadig er en smule gas i. Der er også en del vand i ‘biokullet’ lavet på halm. Derudover er askeresten en del større for halmkul end trækul (lavet på træ som input). Men ellers ser man, at det består af 73-92 % kulstof.
Når biokul nu er næsten rent kulstof, hvad er så egentligt forskellen på det kulstof vi graver op af jorden og så biokul?
Hvorfor egentlig producere biokul, når man tilsvarende kunne tilføre landbrugsjorden det kul, man har gravet op fra miner?
Hvorfor har man ikke tidligere i lande med ufrugtbar jord brugt kul til at forbedre jorden med?
Biokul er bare kul. Der er basalt set ingen forskel mellem biokul og stenkul eller trækul fra en mine.
Det skøre ved det hele bliver jo så, hvis de her projekter med biokul altså realiseres, at mens man i andre dele af verden graver kul op og brænder det af til blandet andet produktion af landbrugsudstyr, der vil vi i Danmark så forfølge den mærkværdige molboidé, at producere kul på en fabrik med brug af diesel og derefter sprede kullet ud på markerne.
For at give lidt baggrund på mine erklæringer og hvis vi skal næranalysere forskellene, så skal vi dykke ned i, hvordan man klassificerer de forskellige kultyper. Også kaldet kulrækken.
Kulrækken inddeles efter indkulningsgrad (indkulningsgrad betyder hvor meget gas der er i materialet).
- tørv
- brunkul,
- stenkul
- antracit.
Indholdet af kulstof (carbon) og brændværdien stiger gennem rækken. Det kan også skrives omvendt, at mængden af gas er størst i tørv og mindst i antracit. Skal du vælge grillkul til Webergrillen derhjemme, så skal du vælge antracit, da dets brændtid er den længste af alle kul. Det er fordi, at gas fylder noget, så når kul er fyldt med gas, så brænder det samme kilo kul hurtigere af, hvilket er irriterende, når du skal grille i flere timer.
Biokul har også meget lidt gas i sig og vil formenligt kunne karakteriseres som stenkul i sin brændværdi.
Det skøre ved det hele bliver jo så, hvis de her projekter med biokul altså realiseres, at mens man i andre dele af verden graver kul op og brænder det af til blandt andet produktion af landbrugsudstyr, der vil vi i Danmark så forfølge den mærkværdige molboidé, at producere kul på en fabrik med brug af diesel og derefter sprede kullet ud på markerne. Jeg vil godt indgå i det væddemål lige her, at der kommer til at indgå store mængder diesel i både at transportere input og output materialer, men også at selve produktionen kommer til at koste energi til tørring af biomassen. Det kunne være sjovt at høre, hvor mange liter diesel der skal bruges for hvert kilo produceret biokul.
Alt i alt ville det at grave kul op ad jorden og sprede det ud på landbrugsjorden have nøjagtig samme virkning. Der er basalt set ingen forskel mellem de to produkter. Kun markedsføring skaber forskellen.
Det kunne være sjovt at høre, hvor mange liter diesel der skal bruges for hvert kilo produceret biokul.
Allerede i 2021 lavede jeg en præsentation om, hvor dårlig en idé kulstoflagring i undergrunden er. Man kan se den spændende præsentation her
Historien bag biokul - Fra Youtube til Folketinget
Jeg stødte personligt på konceptet om biokul i 2013, mens jeg studerede på universitetet. En dokumentar kaldet Tera Preta på Youtube lavet af BBC beskriver, hvordan et helt samfund af indianere i Amazonjunglen havde forvandlet den næringsfattige junglejord til en rig frodig muldjord. Hele dokumentaren er i sig selv fascinerende, men dokumentarens forklaring på indianernes hemmelighed blev så fremført som værende ‘biochar’ (biokul).
Jeg har aldrig været overbevist om dokumentarens påstand om, at indianerne igennem biochar har forvandlet jorden. Det kunne lige så godt være kompost, indianerne anvendte, hvilket jeg tror er langt mere realistisk og nærliggende. Kompost har dog ikke den samme mystiske tiltrækningskraft som biochar lavet af indianere fra en gammel civilisation. Efter dokumentaren på Youtube opstod der så selvudlærte shamaner i biochar eller ‘Biochar masters’. De havde så lært sig denne helt unikke teknik at brænde træ af i en tønde og lave ‘biochar’.
Det er skægt at se, hvordan idéerne fra en YouTubedokumentar kan bevæge sig op igennem det danske samfund og til sidst blive præsenteret for Folketinget som en seriøs og vigtig idé. Biokul har jo en nyhedsværdi og lyder mystisk og forunderligt, og det griber tilfældigvis lige ind i klimadebatten om kulstoflagring. Hvis vi troede, at overtro var et fænomen fra gamle dage, så kan vi godt begyndte at tro om nu. Tro og overtro er på vej tilbage.
Så biokul er behændigt smuttet lige ind i den politiske debat og dens efterspørgsel på løsninger. Lige noget at spise for politikerne. Til deres forsvar så har de dog ikke fået meget hjælp fra forskere og fagpersoner til af afvise idéen. Tværtimod.
Landbrug & Fødevarer greb idéen og med deres indflydelse kom biokul på finansloven med 200 millioner kroner!!. Det fik biokul til at rulle derudaf med medieinteresse og med yderligere efterspørgsel på flere statskroner i støtte, hvis løsningen skal realiseres.
Et eller andet sted illustrerer den her historie, hvorfor statstøtte er så skadeligt et koncept for vores samfund. Statsstøtte bliver til et kommercielt greb, som nogle få smarte og indflydelsesrige herre kan benytte sig af til at liste penge ud af statsapparatet, blot ved at overbevise 91 mennesker inde i Folketinget. Alle burde tage at skrive til Landbrug & Fødevarer og kritisere dem for at følge denne strategi og ikke lægge mere vægt på f.eks. pløjefri dyrkning, sund jord og CA.
Skulle man have lyst til at kende historien bag biochar, så kan man se videoen fra YouTube her. Terra Preta
Det naturlige alternativ til biokul
Det der gør mig så ærgerlig ved hele denne markedsføring af biokul er, at det sker på bekostning af humus og en ægte frugtbar jord. Hvor en naturlig opbygning af humus på ægte vis vil forandre dansk landbrug til det bedre, så vil biokul bare berige nogle enkelte aktører i det her land og koste os andre spildt skat og tid.
Jeg har før skrevet om det store potentiale ved humus, blandt andet i Ingeniøren. Den kan man læse her
Her er en hurtig liste af alle de fordele, der kommer af øget humusindhold og en sunder jord
– Kulstoflagring (millioner af tons CO2)
– Mindre tørke
– Færre oversvømmelser
– Mindre udvaskning
– Sundere fødevarer
– Flere insekter, fulge, mus og liv i marken
– Mindre kunstgødning fra Rusland (kunstgødning laves på naturgas)
– Stærkere økonomi for landbruget
Biokul som luftkastel
Biokul er et luftkastel. Et luftkastel der er sat i søen for at lokke projektmidler og statsstøtte ud af Folketinget, samt en mulighed for landbrugsorganisationer til at iklæde sig grønt. Det er desværre falske ønsker og vildledte ambitioner .
Der er absolut i store træk ingen forskel på at sprede biokul ud på jorden og almindeligt kul.
Lavet på halm så berøver biokullet landbrugsjorden for en vigtig fødekilde til mikroliv, insekter og dermed fugle og videre.
Forsøg fra udlandet viser samtidig, at der ingen højere udbytter er med biokul. Det løfter hellere ikke vandbindingsevnen betydeligt.
For hvor meget biokul skal du iblande jorden? 1% 10 %.
1 % er 3 kilo per kvadratmeter. 10 % er 30 kilo Per kvadratmeter, eller 30 tons kulstof per hektar. De forsøg der er lavet, der spreder man nogle hundreder gram ud per kvadratmeter.
Det eneste rigtige for landbruget er at øge humusindholdet, som naturligt indeholder 56 % kulstof. Så lad halmen ligge på marken, så denne biomasse kan blive til liv i jorden og til sidst humus.
Reference på studier af udbytter ved brug af biokul.
77. Wei, W., Liu, S., Cui, D. & Ding, X. Interaction between nitrogen fertilizer and biochar fertilization on crop yield and soil chemical quality in a temperate region. J. Agric. Sci. 159, 106–115 (2021).
