Ydmyghed er en dyd, men alligevel holder vi os ikke tilbage med at kalde vores målemetode for verdens bedste, når det kommer til at analysere for humus og tilstanden af jordens organiske indholde.
Jordakademiets humusmåling er en unik målemetode udviklet af Mag. Scient Erling Fundal. Målemetoden udmærker sig ved, at den måler værdierne for total organisk indhold, kulstof og så det svært definérbare stof – humus. De tre målte parametre gør den velegnet til at sammenligne med andre analysemetoder, da enten kulstof eller organisk indhold er kendte parametre at måle på.
Målemetodens mest unikke målte værdi er dog indholdet af humus.
Humus er vigtigt at måle, for rent kulstof i jorden har ikke de samme egenskaber, som humus i jorden giver. At måle indholdet af en jords organiske materiale er også forbundet med stor usikkerhed, da det organiske materiale ikke nødvendigvis er omsat endnu. Der hersker derfor stor usikkerhed på mange målinger af marker ved gængse metoder, fordi f.eks. frisk uomsat halm eller tørv kan påvirke det organiske indhold i jorden, som så kan forveksles med humus uden at være det.
Jordakademiets målemetode måler humusindholdet ved, at den måler hvor omsat det organiske materiale er. Det udføres teknisk ved en pyrolyse og en efterfølgende foraskning, men det der måles er forholdet mellem flygtige gasser og kulstof. Forholdet mellem flygtige gasser (brint, ilt og nitrogen) og kulstof er beskrivende for, hvor omsat det organiske materiale er. Mange kender tænkningen omkring et sådan forhold fra C/N-forholdet, som viser, hvor egnet biomasse er til kompostering og hvor langt komposteringen er henne. Ligeledes er forholdet mellem flygtige gasser og kulstof beskrivende for omsætningen af biomasse. Når forholdet er tæt på 1, altså ca. 50 % brint, ilt, nitrogen og så 50 % kulstof, så er biomassen blevet til humus og er dermed stabil. Vores målemetoder ”leder” på den måde efter dette forhold og bruger det til anslå humusindholdet.
Som eksempel på at forstå denne omsætning kan man tænke på frisk halm. Frisk halm er fuld af energi, hvorfor det derfor kan bruges som fjernvarme, når man brænder det af. Denne energi ligger bundet i bindingerne i halmens kulstofforbindelser. Når svampe og bakterier omsætter halmen, så bryder de bindingerne op og snupper dermed energien ligesom det foregår i vores egne tarmsystemer. I takt med kulstofforbindelserne brydes op, så frigives brinten og ilten til luften og mængden af brint og ilt i biomassen falder. Derfor er forholdet mellem flygtige gasser og kulstof beskrivende for biomassen og hvor omsat den er.
Alt i alt gør dette Jordakademiets målemetoder langt mere præcis end andre målinger, samtidig med den er mere retvisende for at beskrive jordens egentlige tilstand.
Der er i Jordakademiet foretaget over 200 målinger og der kan måles signifikante forskelle imellem dybderne i jordprofilen, for eksempel 0-15 cm og 15-30 cm.
